”I virkeligheden kan sufisme ikke kaldes en religion, for den foreskriver hverken tro eller idéer for nogen, fordi den tager for givet, at sjælen hos hver enkelt individ har sine egne idéer, der passer bedst til dén, og en tro, der skifter med den enkeltes udviklingstrin”. (Hazrat Inayat Khan)

I almindelighed defineres sufisme som Islams mysticisme, og har derfor især sin udbredelse i arabiske og mellemøstlige lande. Hazrat Inayat Khan derimod anså sufismen som meget ældre end islam og knyttet til de universelle mystiske idealer om visdom og renhed og måske stammende helt tilbage fra de ægyptiske mysterier.

”Sufi kommer måske fra suf, der betyder uld. Sufierne klædte sig gerne i en kjortel af uld, som et ydre tegn på fattigdom. Sufi kan imidlertid også ledes tilbage til ordet safa, der betyder renhed... for en sufi er et menneske, der har renset sig selv fra sit eget jegs forstyrrende indflydelse. En tredje teori om ordet sufis oprindelse er blevet præsenteret med henvisning til det græske ord sofia. Det betyder visdom. Visdom om Gud, den Ene og Almægtige. Den visdom, der tænkes på, er ikke intellektuel, men kan kun opnås gennem forsagelse af verden, hjertets renhed og kærligheden til Gud. Når sufien nemlig er tom for sin egen vilje, kan kærligheden gøre sig gældende.”(Fra Folmer Blume Leide: Rumi. Kærlighedens digter.)

 Pir Zia Inayat Khan – Hazrat Inayat Khans barnebarn – bryder sig ikke om ordet sufisme, fordi en ”-isme” almindeligvis betegner en afgrænset, lukket gruppe. En ideologi eller en doktrin. Og sufisme er ingen af delene, men derimod en transformerende indre erfaring, kaldet tasawwuf. Det er årsagen til navneskiftet fra The Sufi Order til Inayatiyya eller Inayati Order.

”Til spørgsmålet: ”Er du kristen?” ”Er du muslim?”  ”Er du jøde?” – vil sufiernes svar være ja snarere end nej, fordi sufierne ikke er i modsætningsforhold til nogen religion, men sympatiserer med dem alle. I virkeligheden kan sufisme ikke kaldes en religion, for den foreskriver hverken tro eller idéer for nogen, fordi den tager for givet, at sjælen hos hver enkelt individ har sine egne idéer, der passer bedst til dén, og en tro, der skifter med den enkeltes udviklingstrin.” (Hazrat Inayat Khan)

Sufiens måde at leve på er uophørligt at søge og genkende det guddommelige, som findes i alle mennesker og i livets iboende hellige enhed. En sufi er én, som ikke ejer noget, og som ikke ejes af noget. Sufien søger at kende sit grundlæggende væsen, at kende formålet med sit liv og at vide, hvordan man opfylder det. En sufi er én, som anerkender at alle de autentiske religiøse traditioner indeholder et element af sandhed

Sagt i dagens Danmark er sufien én, der søger den guddommelige sandhed i alle mennesker, i sig selv og i livet som sådan, og som får styrke gennem et fællesskab, som er blottet for dogmer og præstationer. Det er én, der anerkender at alle autentiske religiøse traditioner indeholder et element af sandhed. Han/hun har derfor stor respekt for menneskehedens forskellige spirituelle lærere. Sufien er en person, som ser skønheden i forskellige retningers ceremonier, samtidig med at han/hun erkender en underliggende enhed i dem alle.

Sufismen blev bragt til Vesten af Hazrat Inayat Khan. Inayatiyya bygger først og fremmest på budskabet om åndelig frigørelse, som nås gennem meditation og i en forståelse af den enhed, der forbinder hele skabelsen i kærlighed, harmoni og skønhed. Dette praktiseres først og fremmest gennem meditation i den esoteriske skole, som udgør den centrale del af Inayati Order (se inayatiorder.org).

Rundt om den esoteriske skole befinder sig fire forgreninger for mennesker, som enten i stedet for eller som supplement til den meditative praksis ønsker at leve efter sufi-budskabet. Det drejer sig om healinggrupper (The Sufi Healing Order), Cheraq’er som er en slags universelle præster (The Universal Worship), Ziraat’er som er en slags sufi-økologer samt endelig Kinship, som repræsenterer det sociale aspekt af det spirituelle arbejde, som ikke har nogen værdi, hvis det ikke også praktiseres i samværet med andre mennesker.

Inayatiyya fremhæver det anstrøg af universel spiritualitet, som man finder i mange af de gamle sufi-mestres belæringer, samtidig med at man søger at gøre tidligere tiders belæringer og praksis egnet til vor tids behov og bevidsthed.

Der er sufigrupper i mange vestlige lande, se f.eks https:/inayatiyya.org.uk ,https:/inayatiyya-france.org ,https:/inayatiyya.de

Hazrat Inayat Khan var født i Indien i 1882, hvor han ved siden af en klassisk indisk musikuddannelse fik en omfattende spirituel uddannelse hos en anerkendt sufimester, som inden sin død opfordrede ham til at tage til den vestlige verden for at forene øst og vest gennem sin musiks harmoni.

I 1910 rejste Hazrat Inayat Khan vestpå, hvor han spillede og talte i mange lande i såvel USA som Europa og endelig grundlagde The Sufi Order International – i dag Inayati Order eller Inayatiyya – som samler mange mennesker i centre verden over, og hvis europæiske hovedkvarter ligger i Suresnes, Paris.

Hazrat Inayat Khan døde i 1927, men inden sin død indsatte han sin dengang 10-årige søn, Vilayat Inayat Khan som sin efterfølger. En gruppe af Hazrat Inayat Khans elever – eller mureeds, som de kaldes i sufismen – videreførte den esoteriske skole og dens forskellige undergrupperinger, mens sønnen voksede op og uddannede sig til at blive hans efterfølger. Han deltog i anden verdenskrig på engelsk side, før han følte sig klar til denne post, som han bestred som Pir Vilayat indtil sin død i 2004. Pir betyder leder eller far.

I de sidste af sine leveår inddrog han sin søn, Zia, i sit arbejde og lod ham gradvis overtage den del af sin undervisning, således at Pir Zia som den øverste leder af – nu – Inayati Order nu viderefører sin fars og sin farfars arbejde med at udbrede sufi-budskabet i Europa og i USA, hvor han bor og i dag er samlingspunkt for hele den internationale Inayatiyya. Se mere på inayatisufism.org og pirzia.org

Her kan du høre en introduktion til sufisme med Pir Vilayat Khan:

”I virkeligheden kan sufisme ikke kaldes en religion, for den foreskriver hverken tro eller idéer for nogen, fordi den tager for givet, at sjælen hos hver enkelt individ har sine egne idéer, der passer bedst til dén, og en tro, der skifter med den enkeltes udviklingstrin”. (Hazrat Inayat Khan)

”En sufi er én, som anerkender at alle de autentiske religiøse traditioner indeholder et element af sandhed. Menneskehedens forskellige spirituelle lærere holdes derfor i stor respekt af dem, der lever ud fra denne tro. Hazrat Inayat Khan så sufien som en person, som påskønner de smukke forskelligartede ceremonier i de forskellige retninger, mens han/hun samtidig erkender en underliggende enhed. Sufiens måde at leve på er uophørligt at søge at genkende det guddommelige, som er i alle mennesker, og livets iboende hellige enhed. Der er selvfølgelig mange, der lever i overensstemmelse med denne essentielle definition af en sufi, som aldrig har hørt det ord, men som er et levende udtryk for denne ånd.” (Pir Vilayat)

Sufismen kom til Danmark i 1992 med den højt respekterede amerikanske sufi-guide, Aziza Scott, som på initiativ af Nini Leick afholdt en weekend med sufi-meditation med stort fremmøde og til stor begejstring.

Lige siden er Aziza Scott kommet til Danmark to gange om året for at afholde en sådan sufi-weekend til stor glæde for en større gruppe danskere og øvrige skandinaver. Det er således en fast tradition, at hun kommer den sidste weekend i april og den sidste weekend i oktober – kun flyttet en uge de få gange, hvor forårsweekenden falder sammen med helligdage eller den ene gang, hvor efterårsweekenden måtte aflyses på grund af askeskyen fra Island.

Aziza Scott har igennem al den tid støttet udviklingen af grupper og retreats med de danske ledere, der efterhånden er blevet uddannet til at varetage disse aktiviteter.